Var Buddha agnostiker?

Tim Pallis

På samme måde som syndefaldet i kristendommen stiller sig i vejen for, at mennesket kan se, at dette liv i virkeligheden er paradisisk, forhindrer uvidenhed, avidya, mennesket i at erkende sin egentlige natur i buddhismen.

Menneskets syndefald er adskillelsen fra det guddommelige eller udelelige liv, som rammer ethvert lille menneskebarn, når den refleksive selvbevidsthed vågner og tvedeler bevidsthedslivet.

Det medfører, at vi her livet forsynder os ved blandt andet at være splittet mellem snart at være egoistiske, snart uselviske, snart at være uansvarlige, snart ansvarlige, snart at være griske, snart givende, snart at være misundelige, snart at kunne glæde sig over andres lykke, snart at være dumme, snart intelligente, snart at være hadske og snart kærlige. Det samme er også tilfældet i buddhismen.

Avidya er en uvidenhed, som vedrører flere forskellige ting. Buddhismen taler om livets tre kendetegn, trilaksana, og vor uvidenhed drejer sig blandt andet om et ukendskab til disse tre kendetegn.

Det første kendetegn er menneskets eksistentielle kval, duhkha, som har en årsag, der vil ophøre, hvis man følger Buddhas vej. Det andet kendetegn er, at mennesket er uden selv eller personlig identitet, anatman. Det tredje kendetegn er, at alle ting er forgængelige eller ubestandige, anitya.

Mennesket fatter ikke dybden af sin egen eksistentielle kval, og at der er en befrielse fra den. Vor egentlige natur er uden et selv, og dér er der en dybde i sindet, hvor hverken sorg eller glæde har hjemme.

Menneskets uvidenhed er også det første led i den betingede kæde af årsagssammenhænge, pratityasamutpada, som medfører et liv i samsaras utilfredsstillende kredsløb.

Man kan godt sige, at avidya i buddhistisk forstand er roden til alt ondt og til et i alle måder uhensigtsmæssigt liv. Det er en afsporing af menneskets egentlige natur, som fastholder os i forskellige illusioner, som om de var virkelige og derfor medfører eksistentiel kval, frustrationer og angst.

Der er imidlertid også en metafysisk dimension af denne uvidenhed, som drejer sig om vor uvidenhed om alle tings tomhed, som på sanskrit hedder sunyata. Dette handler om en manglende erkendelse af den egentlige virkelighed, som er bevidsthedsrummet udeleligt ét med bevidsthedsindholdet.

Uvidenheden adskiller alle ting samtidig med, at den konstruerer en illusorisk og fremmedgjort virkelighed. Denne uvirkelige verden, som vi desværre alle tror på, viser sig ved, at vi opfatter alt som uafhængigt af vor bevidsthed, dvs. som en omverden.

I stedet burde vi have øjnene åbne for at se alle ting som eksisterende i vort universelle bevidsthedsrum, der af natur er et tomrum, som afspejler alt, hvad der viser sig, men i sig selv er helt tomt.

Sunyata eller den buddhistiske tomhed defineres i reglen ved at sige, at ingen ting har en egen natur eller en selvværen. Dermed menes, at intet kan være autonomt, nok i sig selv eller blot sig selv som ting eller individ adskilt og uafhængig af alt andet.

At alt er tomt betyder derfor, enhver ting inddrager resten af universet i sin identitet, fordi den ikke er noget i sig selv eller ikke har en egen natur. Det betyder, at dette stykke papir, som jeg skriver på, ikke er adskilt fra de finske skove, regnen som falder der, solen der skinner og hele det økologiske system, samt de mennesker og maskiner som producerer papir af en træmasse. Derfor siger man, at papiret er tomt.

Det ser altså ud til at avidya eller menneskets uvidenhed i buddhismen er en slags synd, som hindrer os i at leve et liv i visdom og erkendelse af alle tings sande natur. Det er derfor nærliggende at gøre viden, erkendelse og oplysning til det ønskværdige i livet, det som skal frelse os fra et smertefuldt liv i begær, misundelse og dumhed.

Men så nemt er det desværre ikke, for en sådan dualistisk tankegang er stadig en konsekvens af vort syndefald eller adskilthed fra den oprindelige tilstand, som vi længes mod.

De fleste buddhister er oplysningsfikserede, for de håber på den dag, hvor de endelig erkender alle ting sande væsen, slipper af med uvidenheden og bliver buddhaer. Dette håb ansporer os til praksis, til at gøre noget ved vor situation, men det er samtidig også en hindring for netop at leve et autentisk ikke-dualistisk liv. Her viser der sig et eksistentielt dilemma, som vi må gøre til vor vej.

Lad os gå tilbage til kristendommens mystik og se, om den kan lære os noget om dette dilemma. Den negative teologis fader hellenisten Filon fra Alexandria (30 fvt.- 45 evt.) og de store kristne mystikere som Gregor af Nyssa (335-395), Pseudo-Dionysios Areopagiten (400 tallet), Augustin (354-430), Mester Eckehart (1260-1327) og Johannes af Korset (1542-1591) har alle i deres søgen efter erkendelse beskrevet menneskets fundamentale uvidenhed.

Buddhister og kristne bør tale sammen, selvom det kan blive meget svært at finde et fælles sprog eller en måde at tale om disse ting på. Men i teologien tror jeg, at der er en vej, og samtalen kan begynde med kristendommens to veje "den positive og negative vej".

For de kristne mystikere var der to veje til erkendelse, som skulle mødes og forenes. Den ene var den apophatiske teologis negative eller benægtende vej. Den anden var den kataphatiske teologis positive eller bekræftende vej.

Gregor af Nyssa (335-394) er et klart eksempel på den negative teologi. I værket Moses Liv fortæller han om den sky, som Moses bliver ét med på toppen af Sinai bjerget. Jeg har altid været fascineret af denne kappadokiske munks erkendelse og tanker. Han er fadder til det væsentligste i både ortodoks og katolsk mystik.

Buddhister og kristne kan også mødes omkring den kenotiske teologi, hvor Jesus tømmer eller giver afkald på sig selv. Vi har måske her en parallel til det buddhistiske anatman eller "uden selv" og til sunyata, som betyder "tomrum".

Hos alle kristne mystikere finder vi disse to veje forenet, altså den negative og den positive vej. Disse to er ikke modsætninger, men uadskillelige og indbyrdes afhængige. Det er også en misforståelse at tro at zen kun har en negativ teologi. Zen er ikke kun apophatisk.

Den som træner i Zen arbejder på at forene de to veje. De første mange års zen praksis, hvor man følger en zen mester, betræder man den negative vej, indtil man kommer til det, som de kristne mystikere kalder "uvidenhedens sky", hvor man så at sige er kørt fast og hverken kan komme frem eller tilbage. Det er ikke et "Intet", fordi dette er "intetkøn" og dødt, men "Ingen", fordi det er "fælleskøn" og levende.

Men dette er ikke nok. Derfra gælder det om at negere negationen eller at tømme tomheden for at bryde igennem den negative spirituelle situation, således at livet i al sin fylde kan åbenbare sig. Når dette sker med miskundhed og lidt hjælp fra ens mester, ser man alle tings egentlige natur og kommer ind på den positive vej, som dér forener sig med den negative.

Hvor den negative vej hører op, bliver den ét med eller assimileret i den positive, og det forunderlige er, at her er nuværets situationstotalitet et "Ingen", som er ét med "Alt", og det er ens naturlige tilstand.

Kristendommens transcendente Gud kan ikke erkendes, fordi vi intet kan vide om det, der ligger ud over erfaringsverdenen. Menneskets erkendelse kan ikke overskride eller transcendere grænserne for mulig erfaring.

Guds uerkendelighed betyder dog ikke, at han ikke eksisterer, siger mystikerne, det er blot en erkendelse af, at Gud er uerkendelig. I den mystiske teologi er dette en fordybelse i uerkendelighedens stille mørke hinsides alle begreber.

Gregor af Nyssa siger i værket De Vita Moysis, som på dansk hedder "Om Moses Liv", at den sande erkendelse består i, at man forstår, at det at se betyder ikke at se. Det paradoksale er, at Moses ønske om at erkende blev tilfredsstillet af, at dette ønske forblev utilfredsstillet, og derfor skabte en uudslukkelig higen efter mere indsigt.

Moses symbolske opstigen på Sinai bjerget, til han nåede ind i uvidenhedens sky eller uerkendelighedens sky, kaldes: Gnophos tes agnosias. Denne bevidsthedstilstand kan sammenlignes med de indiske kulturers dharma-mega-samadhi eller absorbering i sandhedens sky, som er den tilstand, der går umiddelbart forud for den erkendelse, som befrier den søgende for samsaras kredsløb.

Augustin og andre erkendte også, at Gud er ubegribelig, usynlig og helt skjult, og de skrev Om den skjulte Gud og kaldte værkerne: De Deo Abscondito. Guds fundamentale ubegribelighed og menneskets fundamentale uvidenhed udtrykte Augustin i sit paradoksale udsagn: "Om Gud findes ingen viden i sjælen, undtagen at den ved, at den ikke ved."

De gamle mystikere benævnte denne spirituelle uvidenhed med det græske ord agnostos, som betyder uerkendelig eller ukendt eller det, som ikke kan vides. At erkende det uerkendelige kaldes: De to agnoston noein, og den ukendte eller uerkendelige Gud var: Theos agnostos.

Derfor burde en agnostiker være en person, der erkender Guds uerkendelighed, og agnosticismen burde være læren om, at den oprindelige virkelighed ikke kan erkendes.

Men sådan forstås det ikke i dag siden darwinisten Thomas Henry Huxley (1825-1895) i 1869 kaldte den anskuelse agnosticisme, at viden ikke kan opnås angående spørgsmål, der er genstand for religiøs spekulation, og at tavshed derfor er den eneste visdom i den sammenhæng.

Det var ganske vist ikke Huxley, som opfandt ordet agnostiker, men han var årsag til en fornyet brug af dette ord blandt moderne videnskabsmænd og litterater. De forstod imidlertid slet ikke mystikernes fine spirituelle betydning af ordet agnostos.

Agnosticisme blev snart en form for skepticisme, eller det filosofiske synspunkt, at man ikke med sikkerhed kan sige, om der eksisterer eller, om der ikke eksisterer en Gud. Det er nemlig umuligt for mennesket at vide, om der eksisterer en Gud eller ej.

Den moderne agnosticisme drejer sig således om troen på Guds eksistens. Agnostikeren vælger hverken at tro eller ikke tro på Guds eksistens, fordi han ikke med sikkerhed kan komme til klarhed om dette spørgsmål. Den moderne agnostiker er hverken teist eller ateist, da han fastholder, at han intet med sikkerhed kan vide om Guds eksistens, men han holder dog muligheden åben for en sikkerheds skyld.

Denne måde at gribe sagen an på er en mærkelig intellektualisering af en spirituel situation, som bestemt ikke handler om tro eller ikke tro på Guds eksistens. For den, der søger at forstå sin egentlige natur eller alle tings egentlige virkelighed, er denne moderne agnosticisme helt ufrugtbar og en hindring for en dybere søgen og indsigt.

På denne baggrund er det relevant at spørge om Buddha var agnostiker. I buddhismen findes ingen monoteistisk Gud, således som Mellemøstens folk tror og opfatter en verdens skaber.

Den japanske Zen mester Nanrei Sōhaku Kobori (1918-91) har klart udtrykt buddhismens opfattelse af den monoteistiske Gud således: "God is an invention of man. So the nature of God is only a shallow mystery. The deep mystery is the nature of man."

Der er imidlertid to betydninger af ordet agnostiker, som man må holde adskilt. Den ene er den moderne betydning af tvivler eller skeptiker, og den anden er den dybere oldkristne betydning, som er mere buddhistisk eller gnostisk om man vil.

Det at buddhismen lægger vægt på, at man ikke skal tro på noget, blot fordi de store mestre har sagt det, men at man skal være sit eget lys og selv realisere sandheden i praksis, er ikke agnostisk i den oprindelige dybe betydning.

Den kendte buddhistiske lignelse om manden, der blev ramt af en pil og ønskede flere forskellige irrelevante oplysninger, før lægen måtte trække pilen ud, er heller ikke agnostisk. Pointen i denne historie er jo, at det duer ikke at spekulere, når det gælder livet, så derfor bør man praktisere dharmaen og selv erfare virkningerne uden at intellektualisere sin situation yderligere.

Sakyamuni advarede mod frugtesløse filosofiske spekulationer, fordi de ikke fører til opvågning og befrielse. Det drejer sig f. eks. om spørgsmål om selvet eksisterer eller ej, om universet er evigt eller endeligt, eller om den oplyste har en tilværelse efter døden eller ej. At være agnostiker betyder ikke, at man bør afholde sig fra at vide besked med visse metafysiske og religiøse spørgsmål. Den agnostiske buddhist må endnu dybere ned.

Den oprindelige betydning af agnostos vågner først i den søgende, når han har praktiseret så længe, at han er blevet ét med sit dilemma eller ét med sin fundamentale kōan: "Når alt, hvad jeg gør, ikke duer, hvad gør jeg så?"

Der findes et punkt i ens praksis, hvor man ikke kan komme længere, hvor man sidder fast og hverken kan komme frem eller tilbage. Der er ingen erkendelse og intet gennembrud til en afklaring, blot et lysende mørke, hvor man er suspenderet i det tomme bevidsthedsrum.

Denne tilstand, som går forud for en eventuel opvågnen, kaldte den japanske zen mester Daisetz Suzuki (1870-1966) det "kosmisk ubevidste." Denne tilstand er netop det agnostos, som de kristne mystikere kaldte "uvidenhedens sky."

Den rigtige agnostiker, som har været igennem "uvidenhedens sky", har erkendt, at der hverken er fødsel eller død, og at nuet er evigt og udødeligt. Det evige liv er ikke et hinsides, men menneskets oprindelige væsen, som er uerkendelig og dog opfatter alt.

Det er rigtigt, at man i buddhismen ikke kan give et klart og utvetydigt verbalt svar på spørgsmål om, hvorfra vi kommer, eller hvor vi skal hen, eller hvad universets natur er. Men det er disse spørgsmåls vigtighed og relevans, som gør os til buddhister.

Der ér faktisk svar på disse spørgsmål, for der findes en indsigt, som er befriende, ellers var der ikke noget i buddhismen. På enfoldig vis at praktisere buddhisme er en lidenskabelig erkendelse af menneskets fundamentale uvidenhed. Jeg ved ikke hvad jeg er, så hvad er jeg? Jeg kender ikke alle tings egentlige natur, så hvad er den? Dette er endnu ikke erkendelsen af agnostos, men det er en vej til erkendelse af det uerkendelige.

Den dybe forståelse af menneskets fundamentale uvidenhed findes i urkristendommens negative eller apophatiske teologi, som den Gregor af Nyssa talte om i Moses Liv. Den negative vej, hvor man intet kan sige om Guds natur, fordi "han" er transcendent, fører til "uvidenhedens sky" eller agnostos.

Den positive vej, hvor man forsøger at sige noget om Gud, er en negation af uvidenhedens sky, en negation af negationen. Her kan man sige, at Gud har åbenbaret sig og har transcenderet sin transcendens.

Den negative vej kendes også i de indiske religioner blandt andet i de ældste Upanishader som neti! neti! eller "ikke det!" "ikke det!" Men Upanishaden ender med at sige: "Du er det!" Tat tvam asi! Her er det, som Kobori siger, ikke Guds natur, som er mysteriet, men menneskets natur.

Vi har her en parallel til det buddhistiske anatman, som betyder "uden selv" og til sunyata, tomhed. Den negative og positive vej er ikke modsætninger, men uadskillelige og indbyrdes afhængige.

Den, der træner i zen, arbejder på at forene de to veje. De mange års zen praksis, hvor man følger en zen mester, så tæt man nu kan, er en negativ vej, indtil man kommer ind i det, som de kristne mystikere kalder "uvidenhedens sky", hvor man befinder sig i en cul-de-sac, og hverken kan komme frem eller tilbage.

Det er "Ingen", på japansk mu, som er fælleskøn og levende. Hvor den negative vej hører op, bliver den ét med eller assimileret i den positive vej. Det forunderlige er, at her er nuets situationstotalitet dette "Ingen", som er ét med alt. Det er ens naturlige tilstand.

Man kan godt sige, at buddhismen handler om at praktisere dyb agnosticisme, og at Buddha på den måde var agnostiker. Zen buddhismens grundlægger, den indiske munk Bodhidharma svarede den kinesiske kejser Wu på hans spørgsmål om, hvad buddhismens vigtigste princip var: "Tom, og intet helligt." Da kejseren i sin tvivl spurgte, hvem Bodhidharma da mente han selv var, svarede han: "Det ved jeg ikke."

Dette ukendskab er ensbetydende med det kristne agnostos, som andre steder i zen buddhismen kaldes "uden bevidsthed" (wu hsin) eller "ingen tanke" (wu nien). Tomhed og "ingen" er ligesom kristendommens uerkendelighed eller "uvidenhedens sky" ikke et nihilistisk standpunkt, men tværtimod den egentlige virkelighed og dermed livets store fylde af årvågenhed og væren.

Menneskets fundamentale uvidenhed, vor manglende erkendelse af vor egen og alle tings egentlige natur samt erkendelsen af det uerkendelige er imidlertid kun halvvejen til gudsriget eller den lys vågne tilværelse.

For at komme over på den anden bred er det nødvendigt også at negere erkendelsen af det uerkendelige for ligesom at trække gulvtæppet væk under det, som måske kunne føre til en evaluerende selvbevidsthed og indbildskhed. Der er hverken uvidenhed eller viden, men det klare bevidsthedsrum, som læser disse ord.